International stammedag: I Danmark er talehandicappet aben, ingen vil tage ansvar for

I dag, den 22. oktober, er det den internationale stammedag. Og her i Danmark kan vi jo passende markere dagen ved at konstatere, at stammen endnu en gang bliver hængt til tørre i det offentlige: Stammen er ganske enkelt aben, ingen gider have ansvaret for.

Engang fandtes der et Dansk Videncenter for Stammen, Davs. Her var der masser af information og engagerede medarbejdere, som vidste, hvad stammen er og kunne formidle dette til stammere, pårørende og fagfolk. Davs var et centrum for stammen i Danmark, og her fik man både viden og indsigt i det komplekse talehandicap.

Men det var dengang. Siden Davs lukkede for snart mange år siden, er det gået ned af bakke for stammen i det offentlige rum, og den udvikling ser nu ud til at blive endnu værre.

Indtil videre hører stammen formelt under Socialstyrelsen – hvis man leder godt, kan man stadig finde forskelligt materiale om stammen, som dog ikke opdateres – men i disse uger og måneder er Socialstyrelsen ved at finde ud af, hvilken institution eller myndighed der skal overtage arbejdet med at formidle viden om stammen. Hvem skal overtage aben.

Arbejdet har stået på i hvert fald siden marts 2019 og handler grundlæggende om at fjerne talehandicappet fra Socialstyrelsens ansvarsområde. I en mailudveksling, jeg har fået tilsendt, skriver en kontorchef:

“Vi (Socialstyrelsen, red.) har desværre ikke fortsat mulighed for at monitorere stammeområdet, da de gode mennesker og eksperter, vi havde ansat her af forskellige årsager er stoppet. Per Fabæch Knudsen gik på pension, og vi har haft audiologpæder ansat, som ligeledes er stoppet. En stor del af lovgivningen på tale/høre-området ligger hos Undervisningsministeriet og er ofte ikke koblet med sociale indsatser. Derfor har vi valgt ikke at fortsætte opdateringen her. Jeg ved, at Per har udgivet en bog om stammen for nylig”.

Men det bliver værre. Kontorchefen peger samtidig på, at: stammeområdet og indsatser til mennesker (særligt børn og unge) med stammen ofte har lovhjemmel i specialundervisningslovgivningen. Dermed hører området under Børne- og Undervisningsministeriet samt Styrelsen for Undervisning og Kvalitet. Endvidere er kommunikationsområdet et område, hvor der også visiteres efter lovgivning i Beskæftigelsesministeriet og mindre i relation til Lov om Social Service (Serviceloven), hedder det mailen fra kontorchefen.

Med andre ord: Stammeområdet hører hjemme mange steder og ingen steder.

Det er jo hovedrystende. Siden kommunalreformen, hvor stammen overgik fra amter til kommuner, og siden Davs blev nedlagt, er det kun gået nedad for opmærksomheden og interessen for stammen i offentligheden. Konsekvensen er, at det er mere end svært at finde viden, at eksisterende viden ikke opdateres og at fagfolk ikke har ét sted at blive opdateret og lære om stammen. I sidste ende er konsekvensen, at tusinder af stammere kan lide mere end nødvendigt.

Som om det ikke var slemt nok, så vokser problemet, fordi flere af de gode kræfter, som i mange år har kæmpet for stammen, går på pension og ikke bliver afløst af nye. Dette er ikke mindst eksemplificeret ved Per Fabæch Knudsen, som jeg selv mødte, mens han stadig var ansat i styrelsen. Det er fire-fem år siden, og allerede dengang kunne han berette om, hvordan området stille og roligt blev nedprioriteret i styrelsen.

I september skrev jeg selv til Socialstyrelsen for at høre, hvad hulen der foregår. Jeg fik et svar fra specialkonsulenten på området, som skriver, at styrelsen er i dialog med DTHS (Danske Tale-, Høre- og Synsinstitutioner) om at overtage Socialstyrelsens vidensmateriale om stammen og løbsk tale.

“Vi har dog endnu ikke en afklaring på denne dialog, og om hvor vores vidensmateriale om stammen og løbsk tale skal være at finde fremover,” skriver specialkonsulenten, der fredag før efterårsferien oplyste, at ‘evalueringen af det specialiserede område forventes færdig i starten af 2022’.

“Vi er i den sammenhæng meget opmærksomme på området stammen og løbsk tale,” skriver specialkonsulenten.

Jeg bliver simpelthen så trist ved denne udvikling. Det påvirker mig virkelig. Op til 1 pct. af den voksne befolkning stammer, hertil kommer titusinder af børn og deres pårørende samt anslået 150-200 fagfolk, der hver dag efter bedste evne forsøger at hjælpe mennesker, som ofte lider under store psykiske og sociale problemer som følge af deres talehandicap. Der er bare intet officielt sted, hvor viden forankres og udbygges af eksperter. Der er intet sted at gå hen ud over Stammeforeningen, som efter min personlige mening, mest af alt er blevet en forening for træf.

Det er ganske enkelt pinligt i et velfærdssamfund. Og jeg håber, at ledelsen i Socialstyrelsen sidder med en dårlig smag i munden. At de skammer sig. Frem for at afvikle stammeområdet, burde styrelsen jo netop tage ansvar og prioritere stammen. Styrelsen kunne som myndighed levere overblikket som det koordinerende og samlende led for hele stammeområdet og på denne måde inspirere og hjælpe stammere, forældre og fagfolk.

Men det, der næsten gør mest ondt, er, at vi for relativt små midler kunne hjælpe så mange mennesker i Danmark til et bedre liv med større trivsel til gavn for samfundet. Disse mennesker fortjener bedre.

Glædelig international stammedag

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s