Åhh, nej. Mit barn stammer, hvad gør jeg?

Som forældre kan det være en skræmmende, hvis ens barn begynder at stamme. Jeg ved det, for jeg har selv prøvet netop den situation og husker følelserne af afmagt og bekymring, der strømmede igennem mig.

På Stammeforeningens Facebook-side er der jævnligt opslag fra nye forældre til børn, som er begyndt at stamme, og jeg bliver indimellem også spurgt af andre interesserede. De fleste forældre spørger om hjælp og gode råd til at håndtere dette problem og de frustrationer, som barnet kan udtrykke. Hvad skal de gøre, hvor kan man få hjælp, hvordan vil stammen udvikle sig, hvordan vil det påvirke mit barn?

Der findes i dag 9 officielle råd, som er beskrevet i denne rapport fra Socialstyrelsen. Rapporten er udarbejdet af Per Fabæch Knudsen, som er en af de få kapaciteter i Danmark inden for stammen, men i dag er pensioneret. Rådene i rapporten er bygget på erfaringer fra tre forældrepar til børn, som stammer.

Rådene kommer her, og bagefter vil jeg tilføje mine to personlige råd, som jeg selv mener, er lige så vigtige.

  1. Opsøg professionel hjælp med det samme, mistanken opstår.
  2. Søg information om hvad stammen er. Men brug kun officielle kilder med fagligt funderet viden. Der er meget hokus-pokus derude.
  3. Hav ikke fokus på om stammen vil forsvinde. Regn derimod med at stammen vil fortsætte, så barnet lettere føler sig accepteret og set også med sin stammen.
  4. Tænk også på din egen situation og arbejde med dig selv i erkendelsen af, at dit barn stammer. Det kan være en sorg. Jo før du tager dig selv med i processen desto bedre.
  5. Stammen må endelig ikke være et tabu. Tal om det, erkende det og vær åbne.
  6. Tal med andre forældre i samme situation.
  7. Lad barnet møde andre børn, som stammer. Eksempelvis gennem træf arrangeret af Stammeforeningen.
  8. Pas på at eventuelle søskende ikke bliver overset i arbejdet med det stammende barn.
  9. Husk at stammen ikke er alt. Dit barn er meget mere end sin stammen.

For mig at se er dette ni gode råd, men der er to vigtige punkter at tilføje, som ikke fremgår af rapporten. For det første skal man som forældre vide, at det er mentalt udmattende at stamme. Virkelig. Hjerne og sanser er i konstant alarmberedskab, og man anstrenger sig mentalt og fysisk, hver eneste gang man åbner munden: Det er uanset om talen sker med tillærte teknikker, eller – som jeg selv oplevede stammen som dreng – ved at fremstamme sætninger i løbet af dagen.

Selv den dag i dag kan jeg være totalt mast i hovedet om aftenen efter krævende arbejdsdage, hvor jeg har talt meget. Derfor prioriterer jeg min søvn virkelig højt, og jeg kan kun på det kraftigste opfordre til, at man som forældre taler med sit barn om vigtigheden af søvn. En god søvn er vigtig for alle mennesker, men for stammere er det endnu vigtigere, så hjernen er udhvilet og klar.

Mit bedste råd er dog at man sideløbende med behandlinger arbejder intenst med barnets selvtillid og selvværd. Det kan lyde banalt, men når man stammer, kan man opleve et helt ubegribeligt stort antal små nederlag, der over tid samler sig i en negativ spiral: Andre børn, som går væk, når barnet skal tale. Drillerier eller decideret mobning. Pres for oplæsning og præsentationer i skolen. Mødet med mennesker, som smiler, griner eller bliver forlegne, når man stammer. Angsten for at tale i andres påhør, afvisninger etc. Listen er desværre lang.

Derfor er det for utroligt vigtigt, at man som forældre arbejder meget med barnets selvtillid og selvværd. Jeg forstår faktisk ikke, at dette ikke er det 10. råd i rapporten og en fundamental del af behandlingen i kommuner og regioner. Jeg har talt med adskillige voksne stammere, som, når de ser tilbage, netop peger på stigende selvtillid og selvværd som en faktor for forandringer i deres liv.

Som forældre til et barn, som stammer, ville jeg klart søge information om konkrete teknikker til at øge barnets selvværd og selvtillid ud over naturligvis at acceptere og elske barnet, som det er. Selvtilliden bliver knækket for mange stammere, og det øger kun problemerne.

Emilie, min yngste datter, holdt op med at stamme, før vi var kommet i gang med noget behandlingstilbud. Men jeg husker tydeligt angsten, som bredte sig i mig og fik mig til at bryde sammen foran min daværende chef, da jeg fortalte hende om vores situation. Skulle min lille datter nu gennemgå det samme, som jeg selv? Det kunne jeg næsten ikke overskue.

Talepædagogerne var imidlertid både søde og hjælpsomme, og de bad mig huske, at Emilie kunne få et meget andet forløb. Det er faktisk et virkeligt godt råd, som er værd at tage med. Ingen ved, hvordan barnets tale vil udvikle sig.

Et yderlige godt råd kommer fra ingen ringere end den amerikanske præsident Joe Biden, som også stammer og har fortalt om sin ungdoms problemer i flere sammenhænge. Hans mor huskede ham ofte på, at han var nøjagtig lige så meget værd som alle andre – stammen eller ej:

“Lad ikke stammen definere, hvem du er,” lød hendes budskab.

Daværende vicepræsident Joe Biden fortæller om sine oplever med stammen ved en galla i American Institute for Stuttering i 2016. Han har flere gange fortalte om sine problemer.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s