Hvis jeg kan en dag rejse tilbage i tiden..

For nogle måneder siden var min lillebror i arkiverne, hvor han fandt et foto af mig med lædervest, fadøl og langt nakkehår. Jeg er ca. 15 år på billedet, og min første reaktion var latter. Sekunder senere fik jeg ondt i maven. For mere end 30 år efter er det stadig følsomt at tænke på det meste af min barn- og ungdom.

Jeg ser en teenager, som trods gode stunder, grundlæggende er utrolig ked af det. En usikker, famlende dreng, der stammer så meget, at kæbe- og halsmuskler er spændte som buer. En dreng, som døjer med hovedpine og må leve med talepædagogernes gennemborende dom: Svært kommunikationshæmmet.

Jeg ser en helt almindelig teenager, som ikke aner, hvad han skal gøre ved sig selv eller dette forbandede taleproblem, der æder ham op indefra. Fylder ham med skam, afmagt, frustration og som utallige gange lukker hans mund især i situationer, hvor fremmede er til stede.

Det er indeni, at tankerne rumsterer. Især i de stille timer, når drengen er alene med sine drømme om en fremtid med familie, uddannelse og et godt job. Som de fleste andre unge. Så snart virkeligheden igen rammer, forsvinder drømmene som is i en børnehånd på en varm sommerdag.

Jeg vil ønske, at jeg en dag kan rejse tilbage i tiden og besøge mit yngre jeg.

Så vil jeg tage mine arme omkring drengen på billedet. Jeg vil berolige ham og fortælle, at han ikke skal frygte sin fremtid, men glæde sig til den. Jeg vil fortælle ham, at hans stammen aldrig går væk, men at den bliver mindre, og at han med tiden lærer at leve med sit talehandicap. På lang sigt ser han endda visse fordele, vil jeg fortælle, mens han ser på mig, som om jeg lige er landet fra Månen, ikke fremtiden.

Jeg vil smile og forklare, at han skal arbejde med sin stammen og tage imod de tilbud om hjælp, han får. Også selv om han er bange for at få flere ydmygelser, hader selve tanken om talepædagoger og næsten ikke kan være i sig selv af skam.

Han skal vide, at der kommer en dag, hvor han ikke er bange for at skulle sige sit navn eller personnummer højt. Det nummer, der begynder med 16 – den svære s-lyd. Der kommer en dag, hvor han ikke frygter k, l, m, n, p og alle de andre bogstaver, der ikke vil ud over læberne. Den dag kan han fortælle vitser, uden at folk ler, fordi de forstår pointen, før han kan sige den. Han vil deltage i diskussioner og ikke være bange for latter eller måbende blikke, så snart han åbner munden. Der kommer en dag.

Jeg vil kigge på mit unge jeg og gøre det klart, at der ikke er noget galt med ham, selv om han føler det sådan. Han er ikke forkert. Hans stammen skyldes ikke et eller andet udefinerbart traume eller chok, som mange omkring ham tror og fortæller, fordi de ikke ved bedre. De forsøger blot at lindre.

I dag ved vi bedre, vil jeg forklare. Stammen skyldes fysiske problemer i hjernen, som han har absolut intet ansvar for. Fejlen er ikke hans, ikke andres. Den er ingens. Den er den bare. Lige som hos millioner af andre unge over hele verden, der har det lige som han selv, for han er slet, slet ikke alene.

Jeg vil forklare, at det er vigtigt, at han ikke laver uro i skolen, men bruger sine talenter og kræfter til noget godt, og at han passer sin skole. Han skal knokle på. Lære det han endnu ikke forstår, forbedre det han allerede kan; det hjælper ikke på noget at spille rollen som den sjove dreng.

Det vil være slut med frygt og de utallige løgne om tissetrang, hovedpine, mavesmerter og alle de andre undskyldninger, han bruger for at slippe for at læse højt i skolen eller tale foran fremmede. Det får en ende, beroliger jeg.

Jeg vil forsøge at fortælle drengen på billedet, at tingene nok skal gå, selv om alt lige nu er kulsort. Han finder sin plads i verden, for der er gode mennesker omkring ham, og en dag vil han få en uddannelse, der vil forandre hans liv. Præcis som han håber.

Han bliver en glad mand, fortæller jeg. Fordi der kommer en tid, hvor han kan udtrykke sig. Ikke uden at han stammer indimellem, det må han se i øjnene, men godt nok til at kunne at kunne sige det, han gerne vil, når han ønsker det, og til at andre gerne lytter til ham. Og når han først banker hul på tanken, vil ordene fosse ud som vand i brusende elv. Han er faktisk ikke til at stoppe igen, siger jeg smilende, og drengen vil ryste undrende på hovedet.

Jeg vil vise ham billeder af den familie, han får, og som han lige nu ikke tør dømme om. Hans hustru og to børn. Jeg viser et billede af ham selv sammen med sine døtre, der lytter ivrigt, mens han læser højt for dem og laver skøre, pjattede stemmer, så de griner uden at tænke så meget som én tanke på, at deres far engang dårligt kunne sige sit eget navn.

Jeg vil huske drengen på, at han er heldig at have gode venner og familie omkring sig. At den mand, han bliver til, lever godt, føler sig elsket og trives i en anden by med masser af muligheder foran sig. Han vil finde ud af, at der naturligvis også er ting, som han er god til, og som fører til både varmende ros og masser af anerkendelse.

Bogstaver og ord bliver dine venner, ikke fjender.

Jeg vil fortælle om de mange fantastiske oplevelser, han får i løbet af sit arbejdsliv, og han vil ikke tro et sekund på mig. Dddd…det er toooo… tootalt um..mmuligt, vil han fremstamme med flakkende øjne. Og jeg vil svare nej. Det vil ske, du har mit ord, og for os to er ord vigtige.

Jeg vil forklare, at han er heldig at være udstyret med kampgejst og viljestyrke. Det bringer ham ud i mange situationer, hvor han er på så dybt vand, at han ikke næsten ikke kan trække vejret af nervøsitet og frygt. Han vil gispe, svede og ryste og gøre ting, som drengen slet ikke kan forestille sig nu. Men han vil finde modet og komme styrket ud sulten som en bjørn efter mere.

Men vigtigst af alt. Før jeg vender retur til 2020, vil jeg fortælle drengen på billedet, at han ikke må hade den, han er. Han skal øve sig i at elske sig selv på godt og ondt. Det er svært, men det kan lade sig gøre.

Han må ikke forbande sin stammen, siger jeg, men derimod acceptere at stammen er en del af ham såvel som hans arme, ben, lever, lunger og hjerte. Til gengæld lover jeg ham, ved alt der er mig helligt, at den smerte, han oplever, vil aftage. Den er med ham og vil til tider dukke op, men den vil ikke længere fortære ham.

Han vil finde ro, vil jeg love, hvis en dag jeg kan møde ham.

Han skal bare være tålmodig – og aldrig, aldrig, aldrig give op.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s