11.000 gode grunde til at fejre fødselsdag

Jeg har fødselsdag i dag. Altså ikke Erik Holm, det er først til september, men Ordkriger.dk. Bloggen gik i luften 3. februar 2019, og det har været et ret vildt år.

Den søndag formiddag sad jeg længe med pegefingeren svævende over knappen ‘slå op’ på Facebook. På det kommende opslag var der et link til denne blog og min egen personlige historie, som selv personer tæt på mig ikke kendte til. Jeg skulle bare trykke på knappen, så var min årelange kamp ude i verden, og jeg ville springe ud i et blogprojekt – uncharted waters, som de siger i England.

Springet var i sig selv grænseoverskridende. Dels fordi jeg fortalte noget så følsomt til alle, som gad læse det, men også fordi jeg var bekymret for, om det faktum at jeg sådan set stadig er et menneske, som stammer og åbent siger det, ville få negative konsekvenser for min forretning som journalist. Ville eksisterende eller kommende kunder vælge mig fra på dette grundlag, ville de pludselig betvivle mine evner?

Endelig vidste jeg ikke, om der var interesse for en blog med dette snævre emne. Jeg havde bare en masse research lavet i forbindelse med det projekt, der førte til TV2 dokumentaren ‘Jeg er stammer’, og som ikke skulle spildes. Filmen er i øvrigt netop nomineret til årets dokumentar, hvilket både jeg og holdet bag produktion er meget stolte over.

Min bekymring har naturligvis vist sig at være fuldstændigt ubegrundet. Reaktionerne på min personlige historie fra venner, familie og omgangskreds var overvældende og rørende. Måske fordi relativt få mennesker tør står frem i fuld offentlighed med emner, som vi er pinlige over. Eller bare kede af. Vi viser gerne vores nyeste erobring eller succes, men sjældent bagsiden af samme succes og det, vi ikke er så stolte af.

Det var på en måde også befriende at sige det højt. Alle, der kender mig, ved jo, at jeg stammer. Hvem forsøger jeg at snyde? Men de er jo ligeglade, har jeg erkendt. De ser mig, som den jeg er, ikke hvordan jeg taler. Jeg er slet ikke så hårdt ramt, som da jeg var ung, men jeg stammer jo stadig. Det slipper mig aldrig, og det er også ok.

Jeg har heller ikke oplevet, at det at jeg ‘sprang ud’ som én af Danmarks stammere, har skadet min forretning. Snarere tværtimod. Mine kunder har fokus på, om jeg løser opgaven godt og til tiden, og hvorfor skulle de have fokus på andet, vil nogen måske spørge? Det er også rigtigt, men som med så meget andet i stammerens verden er det indeni, at tvivlen opstår og gnaver i selvtilliden som en mus i en ost.

På den måde har det været en god oplevelse at kaste mig ud i dette projekt. Sitet opstod i bund og grund fordi, ingen af de forlag, jeg var i dialog med, så en forretning i at udgive en bog om stammen. Sammen med filmen har Ordkriger.dk været med til at åbne manges øjne for, hvad stammen er og måske endda danne en platform, hvor man kan få inspiration og viden. Det er jeg utrolig glad for og stolt over, for det var, hvad jeg håbede på, da de første, spæde tanker opstod på en tagterrasse på Sardinien i 2016.

I løbet af dette første år har der været ca. 11.000 visninger på sitet. De kom fra 43 forskellige lande. Godt 7000 besøgende har læst i alt 38 indlæg inklusive det, du læser lige nu. Det mest læste indlæg var med Peter Bollerup Andersen (Det blev delt af Joachim B. Olsen fra LA på FB) med knap 2000 læsere, mens min egen historie trak 1500 visninger.

Om dette er få, normalt eller mange for en blog med et så snævert fokus som dette, aner jeg ikke, men interessen er opstået udelukkende via deling på sociale medier primært Facebook og LinkedIn. I hvert fald er det sådan, at tallene ser ud et år efter min debut som nicheblogger. Jeg er meget godt tilfreds, men jeg vil gerne have endnu flere læsere, så spred ordet, please!

For der er også en hverdag. Interessen for bloggen og det materiale, jeg har lagt ud, er faldet med nyhedens interesse, og det er naturligvis træls. Måske det skyldes, at jeg bare ikke skriver det rigtige, måske der er for langt mellem indlæggene? Måske en blog er for old school? Måske jeg ikke skriver nok? Måske stammen bare ikke er så interessant for andre stammere såvel som ikke-stammere? Det er noget af det, jeg spørger mig selv om i disse måneder, og måske der lander et svar en dag.

Der er desværre heller ikke økonomi i Ordkriger.dk. Jeg har søgt adskillige fonde om midler til at dække bare nogle af udgifterne til min tid, til at tage ud og besøge andre mennesker og høre fra de bedste eksperter, men jeg har fået nej hver gang.

Jeg har netop forlænget sitet med et år, så ser vi, hvad der sker. Jeg har fået masser af varme og fantastiske tilbagemeldinger på dette initiativ. Desuden er Ordkriger.dk er en platform, hvor jeg personligt kan få luft for nogle tanker og overvejelser, der er relateret til livet med stammen. Det har bestemt også værdi.

Så foreløbigt fejrer krigeren fødselsdagen med kage på kontoret. Kampen fortsætter i resten af 2020. Så ser vi.

Ad Astra.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s