Skuespiller Henrik Prip: Min stammen har nærmest været invaliderende – Del 2.

I over 30 år har scenen været et frirum for skuespiller Henrik Prip, der har kæmpet med stammen hele sit liv. Men selv et frirum kan krakelere, og når det sker, ryster ens verden. Dette er 2. del af Henrik Prips historie – fortalt til Erik Holm.

Jeg var 16 år, da jeg opdagede, at jeg ikke stammede, når jeg stod på scenen. Det var dejligt at opdage et sted, hvor jeg talte frit og havde det skønt. Jeg fløj afsted og nød det. Jeg havde nemt ved at spille skuespil, og alle sagde: ‘Nej, Gud, hvor er du god til det der.

Men opdagelsen var også et tveægget sværd, for samtidig gav det mig en undskyldning for ikke at arbejde mere med min stammen, fordi jeg kunne klare mig et sted, som var meget væsentligt for mig. Jeg var ‘home free’ og afstod fra at undersøge, hvad stammen er.

Læs første del af Henrik Prips historie på Ordkriger.dk

Det varede mange år før, jeg blev optaget på en teaterskole. Ikke fordi jeg stammede, men fordi jeg først læste koden til optagelsesprøven efter syv år. Det er virkelig et nåleøje at komme igennem, så jeg tog en omvej og prøvede alt muligt andet i mellemtiden.

Jeg valgte altså ikke skuespillet, fordi jeg ikke stammede på scenen, men af interesse for faget. Men det at jeg talte frit på scenen, var et signal for mig om, at dette var det rigtige. Her er jeg fri, her er jeg god og mere mig selv end ellers, hvilket jo egentlig er en illusion og en stakket frist, fordi det varer jo kun den tid, jeg står på scenen. Men jeg har svært ved at forklare det på andre måder. Først og fremmest følte jeg en interesse, jeg følte mig kaldet og fik en passion for skuespil.

Henrik Prip på scenen på Mungo Park, hvor han er en del af det faste ensemble. PR-foto: Mungo Park.

På scenen er jeg er en anden person, og jeg tror, det er en af forklaringerne på, at jeg ikke stammer, når jeg optræder. Som 16-årig, til skolekomedien på gymnasiet, spillede vi Shakespeare, og det var på vers: ‘Ligge sødt, sove trygt, tryllevand i øjerand, du er reddet elskermand. Når du vågner, kan du li, den du er forelsket i, denne pige, skattemand’.

Jeg kunne sige det med en rytme, som også hjalp mig – lidt som at synge. Men det var og er kun en del af forklaringen.

Det handler også om, at der ikke er kaos på en scene, men et system og en plan. Jeg ved, hvad jeg skal gøre og er meget tilstede i nuet. Samtidig er der en form for erindring lagret i kroppen om intentioner og følelser, som på en måde gør, at jeg ikke stammer. Der er også noget brug af stemmen. Og luft. Man bruger sin stemme meget……og man taler ud. Det er trygt.

Især teateret er kropsligt og organisk. Der er et fysisk rum at bevæge sig i ikke røde mærker på et gulv, hvor du skal stå som ved tv og film. Der er lang prøvetid, så vi har øvet os inden og fået stykket i kroppen, og der er et større rum for at improvisere. Det giver mig en tryghed.

Jeg tænkte faktisk aldrig over, om jeg nu også kunne være skuespiller på den lange bane som stammer, og jeg har aldrig været bange for, at jeg ikke kunne fungere arbejdsmæssigt på grund af min tale. Ikke før jeg fik en stor midtlivskrise for cirka 10 år siden. Det var virkelig skræmmende.

Jeg fik pludselig svært ved at adskille mit faglige og private rum, det var som om, der var en rude, der gik itu, fordi stammen pludselig trængte ind i mit arbejde. Ind i mit frirum. Eksempelvis havde jeg en rolle som et talende jakkesæt uden karakter i en serie. En funktionsrolle kalder man det. Jeg mener, det var en optagelse til  ‘Borgen’, hvor jeg skulle aflevere nogle oplysninger, som jeg pludselig ikke kunne.

Det var slet ikke sjovt. Jeg tænkte: Hov, jeg er jo Henrik, jeg er jo stammer. Jeg kan ikke det her. Og jeg kan huske, at jeg bare skulle væk fra optagelserne. Bare hjem i en fart. Jeg tænkte: Hele lortet har været fake, og jeg er afsløret. Min ret til at være her var væk. Det var et stort chok. En ordentligt hammer. Min stammen tog fat i kraven på mig og sagde: Hey, kammeret! Du skal ikke tro, du kan det her. Du er jo stammer. Hvad fanden laver du her?

Min stammen tog fat i kraven på mig og sagde: Hey, kammeret! Du skal ikke tro, du kan det her. Du er jo stammer. Hvad fanden laver du her?

Henrik Prip

Det er stadig svært for mig at tale om. Ikke fordi jeg er bange for at mane det frem igen, men fordi det virkelig var et chok. Følelsen af at kunne noget og være på sikker grund, som det eneste sted i min verden og så ikke være sikker alligevel. Mit sidste ‘safe house’ forsvandt, og det var samtidig mit erhverv, min faglige identitet. Jeg fik møjsommeligt samlet stumperne sammen igen over årene, og i dag er det ikke noget, jeg tænker så meget over længere. Men et frø af angst var sået i mig.

Henrik Prip har det meste af sit liv søgt efter et traume, der kunne forklare, hvorfor han stammer. Han har aldrig fundet det. Foto: PR/Mungo Park.

Jeg har altid stammet mindst, når jeg har været i faglige sammenhænge, som eksempelvis at tale med pressen, som man jo ofte skal som skuespiller. Når jeg har karakteren som ham skuespilleren, der fortæller om sit job, stammer jeg mindre og har mere overskud, end når jeg er den private Henrik. Jeg stammer også meget mere lige nu, mens vi taler, end jeg gjorde i dag til prøven på teatret. Meget mere. Måske fordi jeg bare er sky og blufærdig.

Det er jo også sværere, når man kæmper med det og prøver at skjule stammen. Lyver om det. Så er enhver samtale jo svær. Når der hele tiden er noget at skjule, som opleves skamfuldt. Man sidder jo ikke med en krone på hovedet og er en stolt stammer med ryggen rank. Jeg tror, det handler om en frygt for at blive udstødt, som vel er en af de dybeste følelser af angst, et menneske kan have.

Jeg synes, jeg er nået langt trods mit handicap, men jeg fortryder, at jeg ikke tog fat om problemet noget tidligere og arbejdede med at opløse det skamfulde i stammen. Så var jeg nået længere i dag med at tale mere afslappet i private sammenhænge og det havde ikke været så smertefuldt og pinligt.

Jeg har virkelig prøvet at feje det over i hjørnet. Virkelig. Jeg hadede det, og jeg hadede at træde frem som stammer og sige: Jeg skal have hjælp. Sige at jeg har et handicap. Jeg var ved at brække mig over det. Jeg kunne ikke sige det, ville ikke.

Trailer fra Faust på Mungo Park.

Men havde jeg trådt ud af skabet tidligere, ville jeg nok have haft et mere afslappet forhold til det, og min stammen havde ikke været så ødelæggende for mit humør, som det også har været. Gode stammere er de stammere, som bare hakker videre uden at lade sig præge humørmæssigt, men for mig har det altid hængt sammen.

Når jeg følte mig meget handicappet af stammen, blev jeg også meget ked af det i stedet for at holde det ud i strakt arm. Det ærgrer mig, at jeg ikke lærte det før. Jeg er også meget dårlig til at lære en anden taleteknik. Der er jo andre måder med at tale på som….. at sige fire-fem ord af gangen og så trække vejret.… og så sige fire-fem ord igen…. eller tre ord pr. sætning… og sådan kan man egentlig holde op med at stamme. Eller bruge fffrriiiivillig ststststammen.

Jeg har bare svært ved at tale sådan, fordi jeg føler, at jeg bliver en karakter og en anden person, end den jeg er. Derfor har jeg aldrig kunnet implementere de teknikker i mit eget sprog ret længe af gangen. Jeg vil hellere lære at stamme blødt, som jeg har en ide om, at jeg kan gøre ved ikke at skjule det, men bare lade det komme. Det er i hvert fald kun ved at lade det komme, at jeg kan begynde at arbejde med det.

Det kan jeg jo ikke ved hele tiden at skjule det.

CV – Henrik Prip

  • Født 31. marts 1960 i Hellerup.
  • Uddannet skuespiller fra Odense Teaterskole, 1990.
  • Siden 2014 fastansat på Mungo Park i Hillerød.
  • Har deltaget i utallige film og tv-produktioner som ‘Lærkevej’ og ‘1864’ samt spillet teater på flere scener rundt om i landet. Har desuden virket som manuskriptforfatter og instruktør.
  • Gift med skuespiller og teaterchef, Pia Jette Hansen, og far til to drenge.
  • Bor på Frederiksberg.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s