Skuespiller Henrik Prip: Min stammen har nærmest været invaliderende – Del 1.

Tusinder har set Henrik Prips ansigt i teateret, i film og tv-serier, eller de har hørt hans stemme i radioen. Men kun få mennesker kendte til skuespillerens livslange kamp med sin stammen. Sådan var det indtil sommeren 2017, hvor Henrik Prip med en kronik i Politiken sprang ud som et menneske, der stammer. Dette er 1. del af hans historie – fortalt til Erik Holm.

Ideen til kronikken opstod få uger, før jeg skrev den. Det var udløst af samtaler, jeg har haft med en talepædagog, hvor jeg nu forsøger at tage min stammen på mig. Jeg har altid forsøgt at skjule det. Helt formålsløst for ingen var i tvivl om det.

Jeg har mange gange prøvet at kredse om, hvad der er så farligt ved at stamme, og hvorfor selve stammeøjeblikket, er så traumatisk for mig. Gennem samtalerne med talepædagogen lærte jeg at for at kunne forandre noget og løse et problem, må man for først erkende, at det er der. I virkeligheden ret enkelt. Men det handler om at turde erkende, at ja, jeg stammer, og jeg slipper ikke af med det. Skridtet efter var at sige det højt for resten af verden.

Stammen er et skjult handicap, og de, som lever med det, lever ofte selv i skjul. Der manglede en øjenvidneberetning fra en stammer, for har man ikke prøvet det, ved man ikke, hvordan det er. Derfor så jeg kronikken som et ærefuldt projekt, og fordi jeg som en offentlig person stod frem, kunne det måske være, at nogle lyttede mere. Ikke at jeg tror, at jeg er vigtig i det store billede, men mange vil blive overraskede over, at jeg stammer.

Henrik Prip er kendt fra adskillige film og tv-roller herunder Idioterne, Absalons Hemmelighed, samt tv-serierne Forbrydelsen, Ørnen, Livvagterne og Lærkevej, som denne trailer kommer fra.

Jeg har stammet altid. Det kan jeg også høre på optagelser af mig selv som dreng. Men jeg ved ikke, hvorfor det begyndte. Jeg har ikke oplevet særlige episoder eller traumer, som kunne udløse det, og der er ingen andre i min familie, som stammer.

Jeg er ret sikker på, at graden af stammen afhænger af omgivelsernes reaktion, når man begynder som barn. Jeg har meget kærlige forældre, men min stammen er ikke blevet italesat så meget. Måske i tiltro til at hvis vi bare undgik at tale om det, ville det gå over. Det er muligt, at det er en hjælp hos andre, men jeg ville ønske, at vi havde italesat det tidligere. At jeg var kommet i behandling alene for at have et mere afslappet forhold til min stammen.

Da jeg var dreng, gik min stammen meget op og ned. Jeg havde gode perioder, hvor jeg var ret fri for at stamme. Typisk på tidspunkter hvor jeg havde medvind socialt og fagligt og følte mig elsket. Jeg blev ikke drillet i skolen og havde det egentlig ok, for jeg var rimeligt populær og klarede mig også, fordi jeg var sjov og den slags. Den lille, nuttede dreng over i hjørnet, der nok blev lidt taget hensyn til. Jeg gemte mig lidt og holdt min kæft meget af tiden. Folk overtog, hvad jeg ville sige.

Samtidig levede jeg med en fornemmelse af, at jeg hele tiden skjulte noget vigtigt. Noget farligt. Noget, som jeg skammede mig over. Efter en episode i 4. klasse, hvor en lærerinde sendte mig uden for døren, fordi jeg stammede, da jeg skulle citere et vers, fik jeg en smule behandling. Det handlede om at trække vejret og sige tingene…. meget…. langsomt. Eller sige sætninger som: ‘Henrik hopper hoppende hen af hovedgaden’. Og så skulle jeg huske at trække vejret og passe min søvn.

Jeg havde talt meget mere uden min stammen. Talen er en stor del af det, der skaber vores identitet som mennesker. Man prøver sig frem i livet ved at tale, og fordi ens tale er i udu, er der en masse ting, vi ikke når at opleve. Oplevelser vi ikke får og i yderste konsekvens nogle egenskaber og kompetencer, vi ikke når at udvikle, især socialt. Mange af os stammere er i hvert fald i farezonen på grund af vores frygt for at tale gennem opvæksten og et helt liv.

Henrik Prip som Faust. I 30 år har han levet en slags dobbeltliv som offentlig person og den private Henrik, som kæmpede med sin stammen. PR-foto: Mungo Park.

Efter jeg flyttede hjemmefra som 19-årig, var der en periode på et par år, hvor jeg holdt op med at stamme. Min storebror bemærkede det også, så det er ikke kun noget jeg forestiller mig. Men så begyndte jeg igen. Det var vist en problemfyldt forelskelse i en kvinde, som udløste det. Vi stammere kan jo ikke tåle for store omvæltninger i vores liv. Vi har jo et barometer, en markør for vores følelsesliv. Sådan har jeg det i hvert fald, for når jeg har været meget presset, og folk, jeg har holdt af, har været vrede på mig, eller jeg har været i kriser eller ulykkelige forelskelser, har jeg stammet mere end ellers.

Jeg havde engang en talepædagog, som mente, at stammen var et symptom og at al stammen havde en psykologisk årsag. Jeg troede i mange år, at jeg skulle ‘erkende nok’ for at opleve, hvorfor jeg stammer. En erkendelse af et eller andet, som var sket i mit liv. I årevis pryglede jeg mig selv for ikke at have erkendt nok. Få nu løst den gåde, mand! Find ud af, hvad er sket. Du skøjter jo rundt! Du er så overfladisk, at du ikke kan løse dette fucking lort.

Sådan stod det på i mange år, indtil jeg opdagede, at hun måske tog fejl. Jeg har siden hørt, at det er noget biologisk i vores hjerne, som gør det. Noget med tilførslen af dopamin. Jeg ved ikke om, det er endeligt bevist, men det føles meget rigtigt, at der er en biologisk og fysisk forklaring.

Mange mennesker stammer mindre med alderen, men det har været omvendt for mig. Jeg har mere stammen nu end som 30-årig, og jeg har sværere ved at finde veje uden om og snyde min stammen. Og jeg har mindre variation i niveauet af min stammen. Lige nu stammer jeg meget, også mere end jeg plejer. Det er irriterende ikke at have dage, hvor der nærmest ikke er noget.

Når jeg er sammen med mine allernærmeste stammer jeg også, men jeg er rimelig tryg med det, og det er ikke et emne. Det er der bare. Der er heller ikke blevet taget hensyn til det eller lavet særlige regler. Et ugeblad ringede efter kronikken og ville have familien samlet om rundt omkring mig inde i stuen. Sådan lidt vi-har-støttet-far-agtigt. Det havde været meget akavet, så jeg sagde pænt jeg tak.

Henrik Prip som Erhard Jacobsen i ‘Erhard mod Monopolet’, der spiller i foråret 2019 på Mungo Park. PR-foto:

Man har en ide om, at det er farligt af stamme, og det er det jo ikke. Det er irriterende og træls, men ikke farligt. Alligevel har stammen har altid fyldt meget i mit liv. Også mere end jeg har villet indrømme. Jeg kan mærke i min krop, når der virkelig er gang i min stammen. Så laver den en knude i mig og bliver meget stor og selvforstærkende.

Når jeg har stammet meget, har det nærmest været invaliderende. Det er lidt overdrevet og hysterisk sagt, for jeg er jo ikke invalid overhovedet, og jeg har også kunnet passe mit arbejde. Men når jeg har stammet meget, har jeg følt mig isoleret og fjern. Som en skygge. Jeg har veget tilbage fra at deltage i samtaler og relationer, som jeg havde foretrukket at være med i.

Jeg har jo opdaget, at min stammen og jeg står i hver sit rum og råber af hinanden. Vi er overhovedet ikke venner. Men det er ret åndssvagt at have så stor en del af ens liv, som man hele tiden skændes med. Det er skide anstrengende og spild af tid. Men det er et stormfuldt møde og et stormfuldt ægteskab, som jeg nu prøver at lappe på for nu at bruge en metafor, man kan kende.

I en sen alder forsøger jeg derfor at sige stam for helvede. Stam! Alt jeg har forsøgt hidtil i forhold til stammen har slået fejl. Jeg har forsøgt at lade stammeren stå ude i skuret. Nede i hjørnet. Jeg har sagt skrid, skrid, skrid, men han står der jo alligevel. Han står der og siger stille og roligt: Hey, jeg er lige her. Du kan ikke løbe fra mig. Du må tage mig op, snak med mig, se mig, bliv min ven. Der er jeg slet ikke nået til endnu, men jeg forsøger.

Jeg har kun lige vendt mig om imod ham, og jeg skal helt hen til ham for at have en chance for at stamme blødere og mere afslappet. Lære at trække vejret og være ok med det hele. For det er i kampen for at holde ham væk, at stammen ligger for mig. Frem for at være en slave og martret, vil jeg prøve at sige: Ja, jeg stammer. I vidste det ikke, men det gør jeg. Jeg vil forsøge at bære stammen som en krone og få en reel relation til den. Det kræver, at jeg stammer højt for hele verden, og kronikken var første skridt.

Det har ikke hjulpet på min stammen, men det har hjulpet på mit forhold til det, og jeg er mere afklaret i dag. Det har også betydet, at jeg ofte stammer mere end jeg gjorde tidligere. Det er anstrengende både psykisk og fysisk, men jeg gør det alligevel. Så tager jeg bare en pause engang imellem.

Læs 2. del af Henrik Prips historie søndag d. 14 april.

Læs Henrik Prips kronik på Stammeforeningens hjemmeside.

CV – Henrik Prip

  • Født 31. marts 1960 i Hellerup.
  • Uddannet skuespiller fra Odense Teaterskole, 1990.
  • Siden 2014 fastansat på Mungo Park i Allerød.
  • Har deltaget i utallige film og tv-produktioner som ‘Lærkevej’ og ‘1864’ samt spillet teater på flere scener rundt om i landet. Har desuden virket som manuskriptforfatter og instruktør.
  • Gift med skuespiller og teaterchef, Pia Jette Hansen, og far til to drenge.
  • Bor på Frederiksberg.


Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s